Klubben
Begynder
Bestyrelsen
Kaproning
Diverse

Beretning for Sønderborg Kajak Klub 2009

Mange vil tænke tilbage på 2009 som et annus horribilis - et besværligt år i krisens tegn. Men selv i dårlige tider er der lyspunkter i form af virksomheder og foreninger, som krisen ikke bider på. Sønderborg Kajak Klub er ét af disse lyspunkter. Aktivitetsniveauet i klubben har aldrig været højere: Over 200 medlemmer gav hver deres bidrag til en ny kilometerrekord på 73.339 km - 11.650 km mere end sidste års rekord på 61.730 km, en stigning på knap 20 %! Hele 21 medlemmer roede sidste år mere end 1.000 km, og 4 medlemmer rundede de 3.000 km: Birgit 4.040 km, Claus Jo. 3.707 km, Niels J. 3.310 km og Marianne 3.090 km. Endnu mere imponerende er det dog, at Linda, begynder fra hold 2, med 2.222 km roede sig ind på en total 6. plads og satte ny klubrekord for begyndere på damesiden såvel som på herresiden. Mere beskedent, men stadig flot, blev Brian mest roende begynder herrer med 862 km.

Efter en mindre prøveballon i 2008 har et nyt ungdomshold i år givet deres bidrag til kilometerrekorden. 10 unge mennesker på 13-15 år har hver tirsdag trænet flittigt på Als Sund i al slags vejr med Claus, Birgit og Kirsten som instruktører. Ud over de mange kilometer på Als Sund har holdet været på weekend-klubture til Slesvig og Dyvig.

Forårsmånederne har som altid stået i begyndernes tegn, og 2009 var ingen undtagelse. 57 voksne gennemførte begynderinstruktionen og bestod EPP2 prøven (Euro Paddle Pass). Da det er første gang klubben prøver det, gav det lidt ekstra arbejde til de mange instruktører og hjælpere, der sammen med begynder-udvalget yder en stor indsats for at lære de nye medlemmer at ro. De mange nye medlemmer betyder også, at medlemstallet endnu en gang steget, så vi nu er 263 medlemmer.

Det høje aktivitetsniveau kræver jævnligt nyt materiel, og klubben købte sidste år 7 nye kajakker. 4 af kajakkerne er købt for sponsormidler: 2 kapbåde, sponseret af kommunens elitepulje og Sydbank Sønderjyllands Fond, 2 Escape til ungdomsroerne, sponseret af BHJ-Fonden. Desuden har vi for egne midler købt en kapbåd, en hurtig turbåd samt en stabil allround kajak. Herudover har vi købt 8 nye wing-pagajer og 10 nye overtræk til klubben. Ja, der er i alt købt for over 100.000 kr. materiel til klubben!

Den store aktivitet i klubben går heldigvis også igen ved aktivitetsaftenerne, som klubben indkalder til ca. 2 gange om året. Hver gang hjælper over 30 medlemmer et par timer med at efterse både og andet materiel, vedligeholde/rengøre udendørsarealer, lave småreparationer ved klubhuset, rydder op m.m. Bl.a. tog Jørn initiativ til at skifte nogle slidte dørhåndtag ud med et par, han selv havde medbragt fra sit ”reservedelslager” der hjemme - tak for de! Hvis 35 medlemmer hver hjælper 2 timer et par gange om året, svarer det samlet set til knap en måneds fuldtidsarbejde - en hjælp, vi i bestyrelsen og især hus- og materielforvalter er særdeles taknemmelig for.

Af andre aktiviteter i årets løb kan nævnes klubturene: f.eks. Haderslev-turen i juni med de mange deltagere og å-turen i oktober til Slesvig, der blev til en gåtur på grund af voldsom regn og stormende kuling. Lidt godt til ganen trækker altid godtfolk til, og trækplastre som hotdogspisning og gourmet-burger efter en rotur gav god tilslutning blandt vore medlemmer. En anden vigtig aktivitet er den ugentlige handicapturnering, hvor der kæmpes på en 6 km-distance. De langsomste starter først, og den roer, der gennem sæsonen forbedrer sig mest, vinder æren, håneretten og et stort (u)kunstnerisk værk, komponeret af en af klubbens mest engagerede handicaproere. I 2009 løb Fylkir med sejren. Da handicapturneringen i 2009 har været flittigt besøgt, er den efterfølgende hyggestund (ofte med is og/eller kage) også et værdifuldt socialt element.

Den ugentlige handicapturnering giver god træning for vore konkurrenceroere, som i lighed med tidligere år har opnået fine resultater både til Den Sønderjydske Kaproning, DM, Tour de Gudenå, adskillige andre Danske løb og til et par løb i udlandet. Marianne har været meget aktiv, Claus kan kalde sig DK-mester.

I vinterhalvåret bliver der stadig roet en del, om end dog på et noget lavere blus. I stedet får svømmefærdighederne et brush-up og der øves grønlændervendinger i svømmehallen. I 2009 fik 4 medlemmer grønlændernålen: Birgitte, Jari, John og Ejner. Et par gange om ugen trænes med vægte på Idrætshøjskolen i Sønderborg, så formen er startklar, så snart foråret melder sin ankomst.

Sønderborg Kajak Klub
Kim Petersen, formand



Vi ønsker fuld åbenhed i SKK, derfor har du her muligheden for at følge med i de beslutninger der træffes på bestyrelsesmøder og generalforsamlingerne.

Se referater fra år 2006 - 2010 her og for år 2003 - 2005 her.