Klubben
Begynder
Bestyrelsen
Kaproning
Diverse

Referat af generalforsamlingen i Sønderborg Kajak Klub 2010

Afholdt
  • Onsdag den 24. februar 2010 kl. 19:00 i klubhuset på Verdens Ende.
Formanden, Kim Petersen, bød velkommen og udtrykte glæde over at se så mange fremmødte trods snevejret. Herefter gik han over til første punkt på dagsordenen, valg af dirigent.

1. Valg af dirigent
Formanden foreslog på bestyrelsens vegne Andreas Jepsen. Der blev ikke foreslået andre, og Andreas var dermed valgt.

Dirigenten konstaterede generalforsamlingen for lovlig indvarslet og dermed beslutningsdygtig. Endvidere noterede han sig, at invitationen inkluderede beretning, revideret regnskab, budget, indsendte forslag, samt at der blev taget referat til generalforsamlingen.

Der var mødt 34, heraf 1 ikke stemmeberettiget, dermed 33 stemmeberettigede medlemmer.

2. Formandens beretning
Kim henviste til den i forvejen udsendte beretning. Han fremhævede, at 2009 har være et rigtigt rekordår med 20% flere roede kilometer i forhold til sidste år og bemærkede, at den rekord nok ikke bliver slået til næste år, hvis man kigger ud på (det isfyldte!) Alssund. Endvidere slog Linda Bang Jacobsen den eksisterende rekord blandt årets begyndere med 2.222km. Angående børne-/ungdomshold skal der flere til at hjælpe, idet vi starter op med et hold mere. Der er 70 nye indmeldte i år og 263 medlemmer i alt. Vi stiger med et par stykker pr. år, idet der er næsten lige så mange, der forlader klubben. Gennemsnitsalderen stiger år for år. Der er indkøbt 7 nye kajakker samt 8 nye vingpagajer af den dyre slags. I alt er der købt for over 100.000kr. En stor del af pengene stammer fra sponsorater. Kim benytter lejligheden til at takke Niels Jørgensen for hjælp til skrivning af ansøgninger. Derudover bemærker han, at der har været en del arrangementer i klubben og fremhæver Åturen, der blev til en vandretur i Slesvig pga. vejret samt aktivitetsaftenerne, hvor der har været rigtig mange fremmødte. Af sportslige resultater bemærkes Claus Johansens deltagelse i DM på marathon-distancen, og at Marianne Nielsen har deltaget i mange løb i og uden for Danmark.
Afslutningsvis kommenterer Kim, at der står i beretningen, at der er god aktivitet om vinteren, og bemærker, at der dog ikke er roet meget på det sidste pga. sne/is.

Da der ikke var øvrige kommentarer, blev beretningen herefter taget til efterretning.

3. Det reviderede regnskab forelægges til godkendelse
Claus Johansen starter med at fremlægge budgettet, som han bemærker, ser meget ud som regnskabet. Han bemærker, at budgettet skal være realistisk men lidt forsigtigt og at hvis alle førte budget som os ville ordet finanskrise være at finde i en fremmedordbog.

I gennemgangen fremhæves, at der er indtægter ved nøgler, men at der skal købes nye, så derfor er der budgetteret med 0 kr. Diverse kontingenter dækker primært over kontingent til DKF.
Ved Ejendomsskat og Olie er der regnet med lidt høje udgifter hvilket afspejler aktivitet i klubben. Administrationen dækker f.eks. over udsendelse af indkaldelse til generalforsamling.
Søsprøjt er sat op idet der kun er betalt 3 gange sidste år, dvs. der skal betales flere gange i år.
Møder dækker Mariannes deltagelse i Vejle. Sidste år var der ingen afsted på kurser, hvilket der gerne skulle blive i år. Sponsorater er sat til det samme som sidste års budget. Det bemærkes, at ekstra penge kan bruges til pagajer.

Claus J. forhører sig, om der er nogen, der har forslag til en anden fordeling. Claus Christensen spørger, om ikke det vil være en god idé at lave hensættelser til større investeringer – f.eks. til bådebroen, hvis den er gået i stykker. Claus J. svarer, at der er lidt på kistebunden, og at der derfor ikke, hvis der ikke er planer, budgetteres med det. Overskuddet er på ca. 20.000kr. Kim bemærker desuden, at vi er gode til at indhente sponsorater. Lars Otten bemærker, at det er billigt – ca. halv pris af mange andre klubber - at være medlemmer i kajakklubben, og spørger om det er bevidst, at man holder kontingentet så lavt. Claus J. svarer, at det er svært at argumentere for et højere kontingent, hvis man har et stort overskud, og ikke har planer. Niels J. bemærker, at der er aktiver på 250.000kr. Claus J. bemærker at de reelt er 50.000kr. mindre. Per Holdam bemærker, at kontingentet er fastlagt ud fra det aktivitetsniveau vi har i klubben nu. Hvis man f.eks. vil have personlige trænere kan det forhøjes. Lars O. spørger om ikke, det skal sættes op, når der kommer mange nye hold. Per svarer, at vi allerede har mange kajakker, og at medlemmer selv reparerer både. Shaun spørger hvorfor nøgler ikke er plus/minus. Claus J. svarer, at det er rigtigt, det er begge dele.

Budget skal ikke vedtages, men fremlægges til debat.

Herefter præsenterer Claus J. regnskabet for 2009, hvor resultatet er et overskud. Han påpeger at de primære årsager til overskud er: Vi har fået meget ind i sponsorater, der er er ikke nogen, der har været på kurser og der har været flere begyndere end budgetteret med. Herefter efterlyses evt. kommentarer til regnskabet.
John Kjær roser for den fine indkaldelse og spørger om der er mulighed for optimering af renter. Claus J. svarer, at der er tænkt på det, men at man ikke løbende vil flytte penge men ca. en gang pr. år. Claus C. efterlyser årsag til at telefonabonnement ikke bare aflyses. Claus J. angiver sikkerhed som årsag. Peter Madsen har spørgsmål mht. afdrag af lån. Andreas svarer at lånene skal opfattes som gældsbrev i selve bygningen.

Afslutningsvis viser Claus J. en detaljeret oversigt over likvider, renter, lån og driftsregnskab i for hold til oversigten i indkaldelsen, der er lavet mere simpelt.

Dermed afslutter Claus J.´s gennemgang af regnskab. Der er ingen yderlige kommentarer.

Regnskabet bliver herefter enstemmigt vedtaget.

4. Indkomne forslag
Forslag 1
Birgit Juul Jørgensen præsenterer forslaget om “Materieludvalg”. Forslaget diskuteres, Henrik Pedersen bemærker, at der bliver lavet en del til aktivitetsdagene, men jo flere hænder jo bedre. Lars Lybæk Petersen foreslår, at man kan supplere med en lønnet hjælper til vedligehold/ reparation af kajakkerne.
Lars O. bemærker, at materielforvalter kan have en liste med arbejde, der skal laves og at andre herefter kan hjælpe efter anvisning fra materielforvalteren. Kim bemærker, at der findes en, der afhenter både og reparerer dem, idet han tilføjer, at det er en forholdsvis kort periode, der er stor belastning/skader på kajakker. Ole Grönning foreslår, at materielforvalteren evt. kan udpege folk, han mener har kvalifikationerne til at udføre konkret arbejde. Kirsten Besendahl giver udtryk for, at det er et godt forslag og påpeger, at der findes materielkurser for andre bådtyper. I forlængelse heraf foreslår hun, at man kan uddanne folk til udvalget. Kim bemærker, at vi ikke kender til, at der findes et sådant kursus inden for kajak.

Generalforsamlingen vælger en person til materialeudvalg. Bestyrelsen udpeger blandt egne rækker en formand for udvalget.

Forslaget kom derefter til afstemning:

Enstemmigt vedtaget.

Forslag 2
Birgit præsenterer forslaget om “Minimumsantal pr. udvalg”

Da der ikke er kommentarer til forslaget, kommer det direkte til afstemning:

Enstemmigt vedtaget.

5. Fastsættelse af kontingent
"Bestyrelsen foreslår uændret kontingent: 850 kr. for aktive, de øvrige satser er procentsatser af dette. Der var ikke andre forslag, og beløbet var dermed vedtaget.

6. Valg af bestyrelse
Formand: Der foreslås Kim Petersen
Bestyrelsesmedlemmer: Der forslås Ole Grønning, Birgitte Windeballe og Marianne Nielsen

Der var ikke andre forslag, der modtog valg og de var dermed valgt for en ny periode.

Valgene er gældende for 2 år.

7. Valg af bestyrelsessuppleant
Grete R. Jepsen vælges.

Valget gælder for 1 år.

8. Valg af bestyrelsessuppleant Af dem der blev foreslåede og indvilligede i valg var: Grete R. Jepsen, der var ikke andre, og Grete var dermed valgt.
Valget gælder for 1 år.

9. Valg af revisorer
Linda Kristensen og Asger Moos blev genvalgt uden modkandidater.
Valget gælder for 1 år.

10. Valg af udvalgsmedlemmer
Der blev ikke stemt om posterne. Dem der blev foreslåede og samtidig accepterede, var valgt:

Aktivitetsudvalg (der skulle vælges mindst 3 medlemmer): Kirsten Kautz, Shaun Dillon, Markus Rösgen.

Kaproningsudvalg (der skulle vælges 1 medlem): Fylkir Sævarsson.

Begynderudvalg (der skulle vælges 2 medlemmer): Niels Jørgensen, Shaun Dillon, Linda B. Jacobsen.

Ungdomsudvalg (der skal vælges 1) Birgit Juul Jørgensen, Kirsten Besendahl.
Materieludvalg (der skal vælges mindst 1 medlem): Claus Christensen

11. Eventuelt
Diskussionsoplæg
Claus J. præsenterer “Regler for registrering af langturs-kilometer”og bemærker, at der bør være et ensartet grundlag for registreringen, idet man dels får en nål fra DKF samt en pokal i klubben. I forlængelse heraf bemærker han, at det dog fremover muligvis kun bliver relevant for klubpokalen, idet der er sandsynlighed for at DKF´s langtursnål afskrives. Forslaget diskuteres. Claus C. foreslår, at punktet med fast base slettes. Andreas ridser reglerne for langtursnålene op. Niels J. bemærker, at det er kedeligt, hvis langtursnålen forsvinder, og at han synes at etapeløb som TDG bør tælle som langturskilometer. Birgit bemærker, at man under etapeløb er under opsyn, der er tidstagning osv. Andreas påpeger, at det er spørgsmålet, hvor meget man kan sætte sig ud over DKFs praksis. Fylkir foreslår, at man kan kræve, at man skal kunne dokumentere sine langturskilometer med en GPS. Lars O. spørger, om det ikke er nemmest at man bare følger DKF. Birgit forklarer, at de har reglerne meget kort beskrevet. Claus C. bemærker, at det ville løse mange spørgsmål, hvis man siger, at langturskilometer bare er for havkajak. Henrik påpeger, at pointen vel er, at motivere folk til at ro langt. Andreas opsummerer og konkluderer, at vi skal få forbundet til at overveje retningslinierne.

Claus J. præsenter “Skærpede regler for vinterroning” som kommer til at indbefatte:
  • • Et kort over vores roområde med indtegnede ruter
  • • At man må ro max. 100 meter fra kysten. Dog max 50 meter ved klubben og visse steder på lavt vand evt. lidt længere ude.
  • • At krydsning finder sted ud for klubben.
  • • At man kun undtagelsesvis ror sydpå og mindst to sammen.
  • • At der på klubbens opslagstavle ophænges en liste, hvor man skriver sig på som vinterroer.
Oplægget blev herefter diskuteret:
Shaun synes godt, det kunne være mindre end 100 meter, man skal ro fra kysten. Derudover påpeger han, at det er vigtigt, at man skriver en tekst, der prøver at lave en konsensus (et holdningsskift i klubben) om, at der er en selvfølge, at man ror tæt på kysten. Niels J. er et godt stykke enig og gør opmærksom på, at man har den regel, at man skal holde sig så tæt ved kysten, at man kan redde sig selv i land. Per bemærker, at der allerede er sket et holdningsskift, og at de personer, der typisk har roet langt fra kysten, nu ror tæt på land. I øvrigt udtrykker han, at reglen ang. selvredning er ganske forfærdelig idet man jo først overtrådt den, når man ikke kunne redde sig selv. Lars L.P. bemærker, at man derimod ved klubarrangementer bør ro ud og hjem sammen.

Dorte H. Tolstrup påpeger, at man ikke gør ret meget ud af at informere om beklædning om vinteren og giver udtryk for, at man har en forpligtelse overfor nye medlemmer.

Lars O. påpeger at vind og vejr har meget indflydelse på hvor langt ude, det er sikkert at ro.

Kenn S. Jensen mener, at det er vigtigt, at der er rimelig klare regler, så selv “øb og bøv" kan finde ud af dem. Henrik påpeger, at hvis man har regler, skal der også være konsekvenser, så man skal tænke sig godt om inden man laver regler. Birgit er enig i, at der bør være en ca. 100 meter regel, men at der er meget forskel på, hvorvidt, det er sikkert at ro 100 meter fra kysten. Fylkir foreslår, at man skal kunne klare makkerredning i vinterroningstøj. I forlængelse heraf foreslår Per, at man skal holde en aften for årets begyndere, der vil påbegynde vinterroning.
Kenn påpeger, at det er vigtigt, at have nogle regler, så man i tilfælde af uheld, over for pressen kan sige, at det pågældende medlem har overtrådt klubbens regelsæt.
Claus C. forslår tvungen makkerredning i oktober. Finn Brodersen fastslår, at man skal tænke på, at man ikke sætter andre i et dilemma, om de skal forsøge at redde en eller ej.

Vintersæsonens uheld hvor en af årets begyndere kæntrede i Alssund genfortælles og kommenteres. En del af de fremmødte har kun hørt om hændelsen via avisens gengivelse af denne. Der spørges til, hvorledes man kunne have hjulpet ham bedre. Birgit forklarer, at der var store bølger, og at det ikke ville være muligt at hjælpe ham op i båden.
Jørgen Kiilerich tilkendegiver, at det må være vigtigt, at man gennemtænker, hvad man skal/kan gøre i en redningssituation inden den opstår. Birgitte Windeballe påpeger, at forebyggelse er vigtig, dvs. at man først og fremmest overvejer, alt man kan gøre for at undgå en ulykkes-situation. Henrik bakker op herom. Claus C., John og Dorte bakker op om Pers forslag om kursus, for nye vinterroere. Dorte påpeger, at der dog er stor forskel på forholdene i oktober januar. Lars L.P. stiller spørgsmålstegn ved, om det skulle være tilladt at ro alene. Kirsten B. foreslår supplement til makkerredningsøvelse, og fastslår vigtigheden af, at der ikke kun skal fokus på begyndere. Finn bakker også op om kursus, idet man herved får gennemtænkt, hvad man skal gøre i en ulykkessituation. Der bliver sat spørgsmålstegn ved 100 meter regel. Per, Kenn, Kirsten og Henrik påpeger, at det ikke er realistisk at folk kan vurdere, hvor langt 100 meter er, og hvad der er sikker afstand fra kysten i nogle tilfælde og for nogle personer er ikke sikkert i andre tilfælde (vejsituationer)/for andre personer. Kenn udtrykker enighed. Henrik ytrer, at man bilder folk ind det er vigtigt m 100 meter. Claus J. og John giver udtryk for at de synes 100 meter regelen er ok.
Bent Meier Hansen bemærker, at vi mangler at inddrage vandtemperaturen, hvilket Kirsten giver ham ret i. Claus J. kommenterer, at grunden til at den ikke er med er, at det er svært at administrere. Peter foreslår, at man laver et skilt med vandtemperaturen. John ytrer, at der bør være skærpede regler ved dårlige forhold og Lars O. påpeger, at vandet meget vel kan være meget koldere i maj (sommersæson) end i oktober (vintersæson), og at man bør overveje vinterroningskursus for dem der starter lige efter standerhejsning. I forlængelse heraf foreslår Svend Erik Bertelsen, at man laver et skilt til opslagstavlen, som vendes to gange om året på baggrund af vandtemperaturene og som angiver om man skal ro efter vinter eller sommerroningsreglerne.

Claus J. Afrunder diskussionen med en opsummering: Der er bred enighed om, at det er en god ide med et vinterroningskursus i oktober. Desuden bemærker han, at der er to skoler: en der siger man bør ro efter forholdene og en der accepterer 100 meter som sikkert.
Claus J. bemærker, at han har roet Alssund igennem og vurderet, at de sidste års farlige situationer ikke var opstået, hvis en eksisterende 100meterregel var blevet fulgt.

Yderligere punkter til eventuelt:
Elisabeth Nissen efterlyser vejviser til nye både/ indstilling af fodspark. Kim bemærker, at det bliver omfattende, da der så skal vejviser til stort set alle både, da de i dag alle er forskellige.
Elisabeth spørger, om man evt. kan afsætte en aften. Dette kommer der ikke endelig afklaring på.

Per oplyser, at der allerede er 30 personer på listen til begynderkurserne.
John bemærker, at klubben fylder 75 år om 3 år, og foreslår, at man allerede nu begynder at overveje f.eks. nedsættelse af et jubilæumsudvalg til planlægning af aktiviteter/ jubilæumsskrift idet han pr. erfaring ved, at det er tidskrævende at arrangere et jubilæum.

Lars O. har forespørgsel mht. reglerne for campering ved klubben, idet han konstaterer, at nogle var her i 14 dage. Der bliver svaret, at det har været tale om folk, der er medlemmer i klubben.


11. Afslutning
Kim takker Finn for alle de år han har været med i bestyrelsen og hjulpet til med bl.a. både. Desuden takker han for gode forslag, diskussion og indlæg.

Formanden takkede herefter også forsamlingen for god ro og orden, og dirigenten for hans gode ledelse af mødet.

Dirigenten takkede for god ro og orden.

Sønderborg, den 15. marts 2010.

Referent:
Birgitte Stendevad Windeballe
Dirigent:
Andreas Jepsen
Formand:
Kim Petersen



Umiddelbart efter generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen sig, og den har nu flg. sammensætning:

(Genvalg) Formand: Kim Petersen

(ej på valg) Kasserer: Claus Johansen & Ungdomsudvalg

(ej på valg) Næstformand: Per Holdam & Begynderudvalg

(genvalg) Sekretær: Birgitte S. Windeballe & Aktivitetsudvalg

(nyvalg) Materielforvalter: Ole Grönning & Materieludvalg

(ej på valg) Husforvalter: Åge Nilsen

(genvalg) Best.medlem: Marianne Nielsen & Kaproningsudvalg

(genvalg) Suppleant: Grete R. Jepsen & Aktivitetsudvalg


Med denne konstituering får udvalgene så flg. sammensætning:

Aktivitetsudvalg: Grete R. Jepsen, Birgitte S. Windeballe, Shaun Dillon, Kirsten Kautz og Markus Rösgen.

Kaproningsudvalg: Marianne Nielsen og Fylkir Sævarsson.

Begynderudvalg: Per Holdam, Shaun Dillon, Linda Bang Jacobsen og Niels Jørgensen.

Ungdomsudvalg: Claus Johansen, Kirsten Besendahl, Birgit J. Jørgensen.

Materieludvalg: Ole Grönning og Claus Christensen.

Bestyrelsen mødes med udvalg onsdag den 17. marts kl. 19:00, for at sammensætte aktivitetskalenderen. De enkelte udvalg mødes forud, så der er datoer for aktiviteter klar.