Å-tur i Slesvig 2006

af Kirsten Besendahl
foto: Per Holdam

Som overflytter fra nordligere havstrømme har jeg glædet mig til at udforske nyt rofarvand. Jeg nød forsommerens tur til Haderslev – en by som jeg kender fra min barndom, længe før jeg faldt for rosporten. Skønt at opleve byen og området omkring dammen og langs fjorden fra vandsiden.

SKK’s efterårstur gik til Slesvig. Navnet emmer af danmarkshistorie - vikingerne har været her, danske konger har haft deres gang på byens slot, Gottorp, og Slesvig har været skueplads for kampen mellem dansk og tysk.

Denne oktoberweekend i 2006 får vel knap så megen omtale i historiebøgerne, men det er dog på sin plads at skrive et par ord om de 8 friske roere fra SKK, der drog til Slien: Finn, Birgit, Claus, Marie, Per, Jonas, Bodil og Kirsten. Friske er vel nærmest en underdrivelse, for vejrudsigten var ikke den bedste: kraftig vind og regn i rigelige mængder. Da jeg gik og pakkede mine roting fredag aften, tænkte jeg nostalgisk tilbage på de mange løvfaldsture, jeg har haft på Gudenåen – stille vejr, solskin, skovene i de skønneste efterårsfarver, fiskehejrer der nonchalant overvåger åen fra deres udsigtsposter i træerne. Suk… På den anden side: er det da så slemt med lidt vind og vand? Næh… Lidt ekstra, tørt tøj i tasken + frem med termoflasken = klar til tur.

Lørdag morgen blev kajakkerne hurtigt læsset, og så skulle vi bare lige finde ud af, hvor vi egentlig skulle hen. Slesvig, jo, men var det Sandweg eller Strandweg? Hvem har ret – Claus eller Birgit? Selv om Claus holdt på Sandweg, endte vi alligevel på Strandweg, og heldigvis for det. Efter et kort ophold ved Schleswiger Kanu-Club Haithabu, som skulle være vores base, kørte vi op mod byen Loit, der ligger nord for Slien. Her satte vi kajakkerne i Loiter-Füsinger Au for at ro de ca. 19 km ned til åens udløb i Slien.

Weekenden før havde vores erfarne guider roet turen, og advarede os nu mod væltede træer på ruten. Men i mellemtiden var vandstanden i åen steget så meget, at vi ikke havde de store problemer med at glide over de lavtliggende træstammer, og det kunne stadig lade sig gøre at kante sig under den eneste højtliggende stamme vi stødte på. Derimod var vi gang på gang ved at blive indfanget af grene, der hang ud over åen. En pagaj satte sig fast. Det lykkedes for dens ejermand, Claus, at få den vristet løs igen, før det gik helt galt. Så her var der god grund til lav pagajføring.

Turen på åen var ganske behagelig, i hvert fald for de af os som roede medstrøms. Der var rig mulighed for at drive af sted og nyde den smukke natur. En isfugl der fløj lavt over vandet, skinnende turkisblå i en sjælden solstråle. Et par rådyr, der sprang af sted inde på marken. Nye indtryk ventede, hver gang åen slog et sving. De tre som roede modstrøms nede fra åens udløb har nok fået noget mere fysisk træning ud af det end vi andre.
På grund af den kraftige blæst valgte vi ikke at ro ud i Slien og videre ind til kajakklubben, som det ellers var planen. Men vi var da lige henne og kigge ud på Slien – en kold fornøjelse. Inde i åløbet var der for det meste læ, men herude i den friske blæst blev det rigtig koldt, gennemblødte som vi var. På dette tidspunkt var det kærkomment, at bilerne stod parkeret tæt ved åens udløb, så vi hurtigt kunne pakke sammen og komme hjem til klubhuset i Slesvig.

Efter et varmt bad var det tid for en bytur og en af de stolte traditioner fra vikingetiden. Strabadserne til vands må evalueres til lands. Det gøres bedst med lidt mjød til at skylle halsen. Det lokale bryghus, Asgaard, serverer intet mindre end das sagenhafte Bier der Wikinger. Efter en kop velsmagende øl viste det sig, at ikke alle havde brugt deres energi på roning og evaluering. Der blev spillet bord-bold, med en intensitet der sagtens kan måle sig med EM ’92. Inklusiv et vaskeægte familieopgør. Marie har hævn til gode over farmand Per, og mon ikke det lykkes en skønne dag?

Dagens største udfordring blev helt uventet aftensmaden. Vi bestilte pizza, leveret i klubhuset. Når man kan vælge mellem lille, medium eller stor, vælger man naturligvis medium. For en lille pizza bliver man jo nok ikke mæt af, vel? Så medium skulle det være! Og mætte blev vi! Der blev tygget og tygget, mange suk kunne høres rundt om bordet. Først bagefter delte ”de indfødte” deres pizza-viden med os, de vidste da godt, at lille er nok.

Den slesvigske kajakklub har sin egen meteorolog, der lovede os godt vejr om søndagen. Vi havde planlagt at ro til Hedeby, den gamle vikingeboplads. Men det gik, som det ofte gør med vejrudsigter: vejrguderne havde andre planer. Regnen silede stille ned det meste af tiden og vinden mærkede vi stadig. Nu kom vi dog hurtigt i læ langs Sliens sydlige bred. Længere inde mod Hedeby fik vi vinden mod os igen, dog ikke længere så kraftigt. Selv i gråvejr kunne vi nyde den smukke arkitektur i vikingemuseet, hvor vikingeskibenes form har været inspiration til tagkonstruktionen. Fra vandet kunne vi også se nogle af de rekonstruerede huse og konturerne af en voldsætning. Der er ikke særlig langt fra Slesvig til Hedeby, så dagens rotur blev vel kun omkring 10-12 km. Det betød, at vi havde tid til en lille ekstra oplevelse på køreturen hjem fra Slesvig. Vi kørte syd om fjorden og krydsede den ved Missunde, om bord på en lille kabeltrukket færge.

Tilbage er nu mindet om en pragtfuld weekend og ønsket om at besøge Slesvig igen i solskinsvejr. Slien er glimrende rofarvand, og Slesvig by er uden tvivl også en nærmere udforskning værd. Tak til arrangørerne for en oplevelsesrig og velorganiseret tur.

Kirsten Besendahl