Klubben
Begynder
Bestyrelsen
Kaproning
Diverse

En sommerferie året 1958

Korup, maj 2006


Som nogle måske husker, havde jeg et indlæg i Søsprøjt forår 2002, hvor jeg fortalte, hvordan vi var tre, der i vinteren 1957 byggede hver en kajak oppe på loftet hos min kammerat Verner Meier. Kajakkerne var bygget på spander af egetræ påsømmet lister på langs og derefter betrukket med sækkelærred og så malet tætte. Den første sommer blev brugt til at sejle Augustenborg fjord og Als sund tynde. Kajakkerne lå i en hytte i den skov, der nu er fjernet, da man byggede flyvepladsen.



Vinteren efter blev der drøftet en sommerferie i kajak. Vi blev enige om at sejle fra Als til Fyn og så ned i Smålandshavet syd for. Vi fik i løbet af vinteren bygget ror på kajakkerne og købt nye rigtige pagajer i stedet for de tunge hjemmelavede. Vi sejlede en masse i foråret og forsommeren for at være i god form; vi skulle jo krydse Lillebælt.
Det skal siges, der var en del, der ikke var helt enige med vores foretagende. F.eks. Smeden i Mjang - han havde sine store bekymringer. Han sagde en dag til mig, at han havde sejlet meget på Lillebælt, men i en stor sejlbåd og hver gang med en "erfaren" sømand og ikke i sådan en lille hjemmelavet båd/kajak. To dage før vi skulle af sted ringede han hen og spurgte min husbond, om han havde lejet en ny fodermester, for den gamle kom nok ikke hjem mere.
Men endelig oprandt dagen, hvor vi skulle sejle.
Vi havde lagt turen fra Augustenborg fjord til nordspidsen af Als, tværs over Lillebælt over til Helnæs fyr, og fra Helnæs og til Fåborg, skråt over til nordspidsen af Ærø. Der skulle vi møde min bror og kæreste, der var på cykeltur. Fra Ærø til Svendborg uden om Tåsinge til Rudkøbing på Langeland, og så ned syd om Ærø og op langs Ærøs vestkyst og tværs over Lillebælt over til sydspidsen af Als; derfra op gennem Als Sund og til Augustenborg fjord.

Vi havde otte dage til turen. (dengang var ferien jo kun én uge). Drog af sted lørdag efter fyraften og sejlede til Købingsmark med vore tungt lastede kajakker med telt, kogegrej, søkort og alt med. Vi fik et godt måltid, og fik lov til at sove i en lade hos en bekendt den første nat. Det var vor mening at sejle kl. 4.00 om morgenen, da det ofte er mest stille på den tid. Vi kom ned til vandet søndag morgen kl. 3.45 og det var næsten blikstille. Kl. 4 satte vi så kursen tværs over Lillebælt til Helnæs fyr, som vi kunne skimte som en tågebanke i det fjerne. Det tog ca. 2,5 time at komme de 20 km over. Vi havde det dejligste vejr, hvor solen stod op i øst og spejlede sig i det stille vand - en herlig tur!
Vi skulle møde min bror mandag aften, så vi blev derfor på Helnæs hele søndagen og fik bl.a. udsovet.  Det var jo før luftmadrassernes tid, så der skulle hentes hø el.lign. som underlag.

Mandag morgen ville vi lige et smut til Fåborg og så til Ærø. Men vi kom kun til Dyreborg, der ligger ved indsejlingen til Fåborg, Der fandt vi ud af, at der var for langt derind. Det så ydermere ud til uvejr, så vi satte kursen mod Ærø. Og jeg skal love for vi fik uvejr. Omkring halvvejs gjorde vi et ophold for at sætte cockpitovertræk på. Redningsvestene, der var lavet af kapok, sad vi på.. Der var ingen sæder i kajakken - kun en tremmebund, så de tykke kapokveste var bløde at side på. Det blæste kraftigt op, men heldigvis havde vi bølgerne lige imod. Da der var ca. 4 km til Ærø, knækkede min brors pagaj. Jeg hørte krakket, og det løb mig koldt ned ad ryggen. Der var ellers koldt nok i forvejen! Nu var gode råd dyre, men han kunne lægge roret helt over til siden og padlede i den modsatte. Lidt efter kom der en fisker i en motorbåd og spurgte, om vi kunne klare den, og det gik heldigvis godt.

Vi kom ind efter nogle lidt for spændende timer. Vi fik sundet os lidt, tørt tøj på, fundet en lejrplads og lidt efter kom min storebror og hans kæreste. Vi havde en hyggelig aften omkring lejrbålet, hvor historien ikke blev mindre dramatisk.
Næste dag var det kærkommen at kunne bruge et par cykler op til smeden i Søby for at få pagajen repareret med et tyndt messingrør. Derefter blev kursen sat mod Svendborg, med et lille ophold på Drejø. Svendborg kajakklub var flinke og venlige og anviste os en lejrplads på Tåsinge. Dagen efter var vi inde og se Biologisk museum i Svendborg. Lidt før middag sejlede vi til Rudkøbing og fra Rudkøbing ud for at overnatte på den lille ø Siø.
Torsdag gik turen så til Marstal på Ærø, hvor Skibsmuseet måtte ses - vi var vel på søen!! Jeg måtte også til lægen for at få skåret op i en bullen finger. Så satte vi kursen op langs Ærøs vestkyst for at finde det sted, hvor elektricitetskablet går over til Als. Det var meningen, vi ville følge det over Lillebælt. Da vi lagde ud fra Marstal og havde sejlet et stykke, blev vi enige om at prøve at sætte sejl. på grund af den gode medvind. Ind på stranden og få lavet et sejl. Én med en plastikregnfrakke, én med en plastik dragtpose og én med en gammel salpetersæk. Da vi kom i gang gik det strygende, når man bare var opmærksom på en eventuel sidevind.

Vi kom op og slog lejr et par km fra kablet på et i øvrigt rigtig øde sted. Da der er stejle skrænter ned til vandet hele vejen, gjorde vi holdt, hvor vi så en stor skorsten. Men da vi kom derop, viste det sig, at det eneste der stod der var denne skorsten midt på en græsmark.  Efter en lang gåtur ind til købmanden i Tværby fik vi så at vide, at der engang havde ligget et teglværk der, men tilbage var kun skorstenen.

Da vi fredag satte kursen mod Als, var vejret knap så godt som den morgen, vi sejlede til Helnæs, men vi kom godt over og slog lejr på Gl. Pøl Syd Als. Lidt efter at vi havde fået teltet rejst, kom der en grænsegendarm. Han skulle se, om vi var fra Tyskland, men da han så de røde hvide kajakker, var han ikke i tvivl. Han var en vældig flink fyr - bortset fra da han cyklede af igen, kørte han over vort spritapparat, så det blev helt fladt.
Da vi sejlede hjemad næste dag, begyndte det at regne, da vi passerede Sønderborg. Det var det eneste regn, vi fik på hele turen, ellers kunne vi sejle i bar overkrop. I Sønderborg var vi lige en tur rundt om/under kongeskibet for at hilse på.


Da vi rundede Arnkilsøre kl. ca. 17,. stod der en hel modtagelseskomite henne ved vort kajakhus. Vi havde haft en ualmindelig herlig sommerferie, hvor vi oplevede meget mere end her beskrevet.


Kajakhilsen
Mdl. nr. 8
Asger Moos