Havkajaksiderne - Tæt på
Jeg har lånt denne artikel fra klubbladet "havkajakinfo". Jeg syntes artiklen er værd at gengive i vores klubblad, da jeg også mener det er uhyre vigtigt, at vi også i vores klub holder øje med hinanden, så der ikke sker lignende uheld. At man aftaler og planlægger ture før man tager af sted. Hvem der ror sammen. Hvem der samler op og naturligvis at ingen bliver ladt alene medmindre det er aftalt.
Ole SKK
"Her følger to forskellige beretninger om det samme kajakuheld. Begge beretninger er blevet anonymiseret, da det har været et ønske fra flere af de involverede.
Når der er beretninger om uheld med havkajakker sker det ofte, at der hurtigt bliver draget en masse konklusioner om erfaringsniveau, manglende kurser, sikkerhedsudstyr og hvad folk burde have gjort og ikke burde have gjort.
I beretningen fra kajakklubben fortælles der om de overvejelser de har gjort sig. Og efter min mening er de også de eneste der bør ytre sig offentligt om uheldet. Selvom der er skrevet to beretninger er det formentlig slet ikke alle tanker og nuancer der er med. Det betyder at os andre ikke kan vurdere hvad der ligger til grund for de beslutninger der er truffet på turen..
Så hvis du en aften sidder rundt om bålet med en flok havkajakroere fra hele landet, så kan det jo være at en af de involverede også er der. Husk at tænke over det, inden du klager for meget om episoden. ;-)
Læs beretningerne og tænk over hvor mange gange du selv har været i en lignende situation, med en gruppe spredt fra hinanden."
Med venlig hilsen Alfred Voetmann
Beretningen fra den sejlbåd der reddede havkajakroeren
Parret der har båden sender nyhedsbreve til venner og bekendte nogle gange om året. Derfor er beretningen skrevet på den måde, og er altså ikke lavet direkte til bladet.
Kære venner - Her følger vores nyhedsbrev - ekstraudgave - omhandlende vor dramatiske Samsø- tur i det tidlige efterår.
Vi sov fredag nat på båden for at starte tidligt ud lørdag morgen mod Samsø, nærmere bestemt Mårup. Efter at have tanket dieselolie, stævnede vi ud af havnen med retning mod Samsø.
Kort tid efter starten opdagede vi at det faktisk blæste ret meget, og bølgerne, som heldigvis var med os, var temmelig høje. Der begyndte at komme skumtoppe og striber i vandet og farten lå helt oppe på mellem 8 og 10 knob.
Vi havde kun forsejl på og lænsede af sted med den gode fart indtil vi nænnede os, den grønne bøje "Kukkeren" ved Tunø. Da kursen ikke var helt korrekt, tog vi genuaen over i styrbord side og ændrede kurs mod Samsø. Da selvstyreren var itu, stod jeg bag rattet hele tiden.
Pludselig hørte jeg en lyd, som om nogen råbte på hjælp..! Var det vinden og bølgerne der spillede mig et puds?
Jeg stod op på kistebænken og spejdede ud over bølgerne, og da så jeg lidt .længere fremme om styr- bord en kæntret kajak og en mand, der klamrede sig til den.
Hanne blev prajet og lynhurtigt blev forsejlet
rullet ind. Vi sejlede forsigtigt hen til manden for motor og forsøgte at
nærme os ham fra luv, så han kom til at ligge i læsiden.
Da vi tog duelighedskursus i sin tid, var det på fladt vand og med en
fender vi smed ud, når vi skulle øve mand over bord, men her var det
lige pludselig et rigtigt menneske og i bølger på 1,5 - 2 meter - det
var svært.
Jeg var bange for at båden skulle ramme den forkomne mand, så jeg tog
flere forsøg uden at komme helt hen til ham.
Bølgerne flyttede hele tiden rundt på vor båd og kajakken. Pludselig råbte han: Nu er det sidste chance - Jeg kan ikke mere..!
DU HOLDER FAST- brølede jeg ud i hovedet på ham og dernæst gav jeg fuld gas og styrede min båd lige direkte ind i bagenden af kajakken, så den gled hen ad siden af vor båd, alt imens Hanne stod på badeplatformen og fik fat i både mand og kajak.
Manden kom om bord og kajakken blev fortøjet til vores båd. Jeg satte kurs mod Mårup havn og Hanne fik travlt med at få tøjet af manden og få ham pakket ind i tæpper og dyner, alt imens hun selv varmede og masserede ham. Han havde ligget over 1 time i det kun 12,5 grader kolde vand, og han var meget forkommen.
Jeg ringede ind til en kammerat, som allerede var på havnen, og satte ham ind i situationen. Han ringede til 112 og tik fat i en ambulance. Vi ankom til havnen et kvarter senere, og ambulancen kom ca. på samme tid. De to Falck folk tog over medens jeg blev afhørt af den lokale "strisser" på Samsø". Falck drog af sted med manden, og vi fik kajakken tømt for vand og sat op på land.
Senere på dagen tog vi ned på sygehuset i Tranebjerg for at besøge manden, der da havde det meget bedre.
Det var en havkajakroer midt i halvtredserne der
sammen med 6 andre var på havkajaktur til Tunø og Samsø. De blev
overraskede af de høje bølger. 3 mand var kommet foran og 3 vendte om.
Han var i midten og ville fortsætte efter de 3 først,e men kæntrede
pga. af en kæmpe bølge.
De 3 første troede han var taget med tilbage til Tunø, og dem der roede
mod Tunø troede han var sammen med de 3 første der fortsatte mod Samsø.
Manden var utrolig taknemmelig over at blive
reddet efter næsten at have opgivet håbet og miste kræfterne. Det
"pudsige" var, at han så vi ændrede kurs over mod ham, og han
var sikker på vi gik efter at redde ham, men virkeligheden var den, at vi
IKKE havde set ham, men noget senere hørte hans råb.
Vi skulle ikke have været ret meget længere væk for ikke at kunne høre
hans råb om hjælp, og så kan man tænke sig til resten.
Med venlig hilsen Besætningen på Sejlbåden
Beretning fra formanden i den pågældende klub
Kajakuheld på Samsø tur - med lykkelig slutning.
En lille gruppe fra vores klub havde j september en dramatisk oplevelse i forbindelse med en tur til Samsø. Følgende er baseret på de oplevelser de involveret havde. Vi håber, at vi - ved at dele ud af deres erfaringer - kan hjælpe til med, at der i fremtiden ikke sker lignende uheld.
Gruppen var på 7 personel alle erfarne roere og hovedparten med flere års erfaring. De mødtes fredag eftermiddag i Hov - målet var; at nå Samsø rundt i løbet af weekenden.
Første stræk Hov - Tunø forløb i flot vejr og med godt humør. Næste morgen tjekkes vejudsigten: 5-10 m/s fra nordvest, gruppen vurder den til 6-8 m/s. Solen skinner, alle er optimistiske og opsatte på at komme af sted, så kajakkerne sættes i vandet.
Tre kommer af sted lidt før de andre, men ser af
de sidste 4 kommer samlet af sted ca. 5 min. efter, dog er den ene lidt
foran de andre. Fortroppen forventer, at de nok skal blive indhentet og
roer videre. Blandt de tre bagerste besluttet en sig for at vende om. De
to andre venter
og sikrer sig at personen kommer sikkert ind til land - De vurderer, at
den roer (X) der ligger lidt foran dem, vil ro op til fortroppen. X der nu
ligger mellem fortroppen og bagtroppen, har bemærket, at der er problemer
bagerst, men opfatter det som et sprayskirt der lige skal rettes, og ror
langsomt videre - X syntes det er rarest at have lidt gang i kajakken,
når bølgerne er
høje - og de andre må jo komme lige om lidt. Efter et stykke tid, hvor
de andre ikke er kommet frem til X, beslutter X sig for at vende om for
lige at tjekke, hvor de bliver af - men under vendingen går det galt - en
forkert bølge rammer kajakken og X kæntrer og hvad værre er; på det
tidspunkt befinder X sig uden for både for - og bagtroppens synsfelt.
Begge grupper regner med, at X ror sammen med de andre…
Fortroppen: Bølgerne er efterhånden blevet større 1-½ meter høje med skumtoppe. Men der er god afstand mellem toppe og bølgerne kammer ikke over - bølgerne bliver ikke oplevet som ubehagelige, men som krævende. Efterhånden er de kun 300 m fra Samsø og begynder at undre sig over, hvor de sidste fire bliver af? Vejret gør det svært at orientere sig og den mest erfarne i fortroppen beslutter sig for at vende om, og ro bagtroppen i møde. Det aftales, at de to andre roere holder sammen og roer tæt på kysten.
Den kæntrede X: Husker at holde fast i kajak. og pagaj, men kan ikke selv komme op pga. af vejret. Land synes så tæt på og X forsøger at svømme ind med kajakken på slæb - men indser, at det er urealistisk, og at svømningen forstærker afkølingen. X regner med, at de andre har slået alarm, og at hjælpen er på vej. Redningsvesten kravler op (var korrekt) monteret) og nervøsiteten begynder at brede sig - hvor bliver hjælpen af? Det er svært at holde fast i kajakken. X konstaterer, at det er nemmest at hænge i stævnen, selvom det skær i armene. En sejlbåd har kurs imod X hjælpen er på vej, men ...den ser ikke X og vender rundt
Den erfarne fra fortroppen, møder efter et stykke tid de to fra bagtrop pen, men hvor er X? Bagtroppen mener X ligger på en lidt nordligere kurs. Retur mod Samsø, med en ny kurs, men uden at se X
Den kæntrede X: En ny sejlbåd har kurs imod X. X råber alt hvad han kan og bliver heldigvis hørt! Og efter et par forsøg får sejlbåden X om bord.
Den erfarende fra fortroppen når Nordby og går
i land - leder efter kikkerten, hvor er det nu lige den er lagt? - låner
en kikkert af et par i en bil - afsøger havet systematisk uden at se X.
Uroen begynder at brede sig, hvor er mobiltelefonen? Der ledes, bare for
at opdage at mobil-nr. på de andre ikke er kodet ind, tiden løber…Mobiltelefonen
ringer, det er X som kan oplyse, at han er reddet af en sejlbåd og nu er,
sikkert i havn i Mårup.
Hvad er læren?
- Sejl altid tæt sammen med din makker - helt tæt i hårdt vejr. Man forlader aldrig sin makker!
- Lav klare aftaler, hvad gør gruppen hvis den bliver delt? ~ f.eks. lægger sig i flåde og venter på bagtroppen.
- Slå alarm lige så snart tvivlen melder sig!
Gruppen havde nødsignaler med,
hvorfor slog de så ikke alarm?
Som gruppen selv siger, er det nemt at være bagklog. X er en erfaren
roer, og de andre kunne Ikke forstille sig, at noget alvorlig var galt.
Ligger det måske lidt i vores opdragelse, at vi ikke vil lave en
unødvendig alarm ????
Turdeltager: "Slå alarm så tidligt som muligt - vent ikke til alt er undersøgt. Det kan være en svær vurdering når du står derude. Men for hvor var vores tanker den langsomme den dag"
Og som en anden fra gruppen siger:
"Ja. Det er nemt at være klog bagefter: Det er vi i hvert fald
blevet. Vi tror, den forvirring, usikkerhed, kaos der opstår, er meget
typisk for mange uheld"
Alle de involverede har efterfølgende mødtes et par gange og fået talt turen godt igennem. Og alle har fortsat lyst til at ro kajak - men de er blevet væsentligt klogere.
En stor tak til sejlerfolket der kom forbi, og som gjorde at turen fik en lykkelig slutning.
Kajakhilsen
Formanden