Kapkajakken

Kapkajakken er designet til konkurrence brug, hvilket ses af opbygningen, hvor der er lagt vægt på fart og ikke på stabilitet. Den har en smal facon med en V-formet bund i næsten hele længden. Skroget er tyndt for at minimere vægten, og ligeledes er alle former for tyngende opdrift, dæksliner og lignende udeladt.

Materialet er træ, glasfiber eller det lettere Kevlar/Carbon (kulfiber). Da disse kajakker kun kan anvendes til træning og efterfølgende deltagelse i konkurrencer under Dansk Kano- & Kajak Forbund findes de kun i klubber under forbundet og anvendes derfor oftes ikke til privat brug.

Kajakken er styret af et fastmonteret ror under bunden. Der styres med tåspidserne og benene er bøjet op igennem cockpit-åbningen. Denne stilling øger kraftoverførslen, men mindsker komfort og stabilitet, og kajaktypen er derfor uegnet til bølger og nybegyndere, da den kræver stor erfaring.

Der bruges fortrinsvis en Wing-pagaj (også kaldet Turbo-pagaj eller Ske-pagaj), der p.g.a. det smalle forskib kan føres i næsten lodret position langs forskibet for maksimal kraftoverførsel.

En kajaks vandmodstand er en objektiv egenskab, som kan beregnes (nogenlunde), måles i en tank, eller af bedømmes af erfarne roere ved omhyggelige forsøg.

På stille vand afhænger den udelukkende af bundformen. Den oplevede fart er noget mere vanskelig af bestemme, og handler mere om psykologi end fysik. Roere vil på baggrund af deres erfaringer have forskellige forventninger til en båds opførsel. Har man erfaring med kaproningskajakker vil man typisk antage at en "kapkajak" lignende båd også er hurtig.

Kaproningskajakkerne bygges til at være hurtige, og til at opfylde de til enhver tid gældende regler fra ICF, med tilhørende fortolkninger. Det har i tidens løb givet anledning til en række ejendommelige fartøjer, hvilket ikke nødvendigvis behøver at betyde at regelforfatterne eller målerne har været inkompetente.

Erfaringerne fra sejlsporten, hvor udviklingen har været langt mere intensiv, viser at regelskrivning og fortolkning er en vanskelig kunst. Den velkendte deltaform på kaproningskajakker og kanoer er således et resultat af et forbud mod konkaviteter, som blev indført omkring 1960. Fortolkningen af dette forbud er i de seneste år ændret således at det nu i praksis er sat ud af kraft.

Indtil reglerne bliver justeret (eller sporten dør) vil der derfor blive produceret en række modeller med vinger og buler, og roernes forventninger til en kaproningskajaks udseende vil ændres tilsvarende.

Kapkajakken har gennem tiderne gennemgået en stor udvikling. Gennem mange år var Struerværftet i Danmark en førende producent af kapkajakker i dag er de største Nelo (Portugal), Plastex (Polen) og Vajda (Slovakiet). Kajakkerne produceres i kulfiber, kevlar, glasfiber eller honeycomb.

Der konkurreres både på kortbane og marathon. Kortbaneregattaer afvikles på 200, 500 og 1000 m. i K1, K2 og K4 (tallet fortæller hvor mange roere der er i kajakken). En enerkajak skal veje 12 kg. og måle 520 cm., bunden må på intet sted være konkav.

De førerne lande gennem tiderne har været Tyskland og Ungarn, men også de nordiske lande har stået for gode resultater især i K1-1000 hvor den olympiske mester den seneste tid har været norsk.

Knut Holmen i en kapkajak.