Nyhedsbrev august 2026

4. august 2026 20:57 , af Kirsten Besendahl

Sommerferien er ved at være godt brugt for de fleste af os, og der har også været god aktivitet i klubben hen over sommeren. Vejret er stadig perfekt til både en stille morgen- eller aftentur og længere dagsture. Så kom frisk – også hvis du har holdt ”kajakfri” i ferien.

Månedens foto er begynderhold 3, som gennemførte deres kursus i juni måned. De fleste begyndere fra alle fire hold er nu friroet, og der bliver roet en del kilometer, viser statistikken.

I dette nyhedsbrev har vi samlet en buket med:

  • Er du en ørn til PR på sociale medier – eller vil du gerne være det?
  • Nyt i GoMember-app'en: medlems-kontaktliste
  • Kommende aktiviteter
  • Kajakudsalg
Er du en ørn til PR på sociale medier – eller vil du gerne være det?

PR-udvalget vil gerne have hjælp fra dig, som har lyst til at poste de gode historier og eventuelt lave små videoer om livet i klubben. Faktisk kan du allerede onsdag aften i næste uge, den 12. august, komme på et kursus hos DGI om at lave PR på Facebook, øge synligheden, nå ud til de rigtige målgrupper m.m. Kontakt Lise Pedersen for mere information.

Nyt i GoMember-app'en: medlems-kontaktliste

Med virkning fra den 7. august kan du finde en medlemsliste i GoMember-app'en. Den ligger under ”Medlemslister”, og du vil kunne se navn, email-adresse og telefonnummer på alle medlemmer.

Hvis du ikke ønsker, at dine kontaktoplysninger vises på listen, kan du fravælge det således:

  1. Log ind på www.sonderborgkajakklub.dk
  2. Klik på menuen under dit navn i øverste højre hjørne.
  3. Vælg punktet "Privatlivsindstillinger" - her kan du vælge, at dine kontaktoplysninger ikke skal vises.
Kommende aktiviteter

Aktivitetsaften den 6. august fra kl. 17: Vi hjælper hinanden med vedligehold m.m. Der er helt sikkert også en opgave til dig! Kom og giv en hånd med, få en hyggelig sludder og nyd lidt grillmad. Der er lukket for roning denne aften.

Teknikaften den 13. august kl. 19: Her er et fantastisk tilbud til dig, som ror tur-/sportskajak eller kapkajak. Du får gode råd til en endnu bedre rostil og dermed endnu større fornøjelse ved at ro kajak. Dette er både for begyndere og erfarne roere, og der er sørme kage bagefter! Tilmelding i GoMember senest den 11. august.

Klubtur den 29.-30. august: Oplev nyt rofarvand - Ringkøbing Fjord er stedet, og du skal da med! Klubture giver spændende oplevelser i nyt farvand, hyggeligt samvær, og udvikler dig som roer. Turen er både for friroede begyndere og erfarne roere.
Der er stadig ledige pladser ved overnatning i eget telt (du skal selv bestille teltplads på campingpladsen).
Find mere info og tilmeld dig i GoMember senest den 14. august.

Åbent vand svømning og fælles grill den 1. september: Prøv hvordan det er at svømme op til 700 meter i Alssund i dit rotøj + eventuelt svømmevest. Det er virkelighedsnær træning! Ruten går fra klubben til Alssund-broen og retur (eller hvor langt du vil). Der vil være 1-2 havkajakker på vandet for sikkerhed. Læs mere og tilmeld dig i GoMember.

Omskolingskurser: Der er kurser på vej med omskoling fra havkajak til turkajak og omvendt. Dato og mere information kommer snarest.

Og så er der naturligvis det faste program: Mandagsroning, Handicap om onsdagen og ”Sved på panden” om søndagen – se kalenderen for mere info.

Kajakudsalg

Klubben skifter løbende ud i vores kajakbestand for at sikre, at vi har tidssvarende kajakker, som dækker vores behov. Derfor må vi ind imellem afhænde brugte kajakker. Kunne du tænke dig at have en kajak liggende ved sommerhus eller lignende, er der lige nu mulighed for at købe en havkajak (nr. 58 og 65) eller en 2'er kapkajak (nr. 3). Du kan ikke påregne at få en privat kajakplads i klubben, da pladserne skal bruges til nye kajakker.

Kontakt Fylkir, hvis du er interesseret.