Nyhedsbrev oktober 2026

30. september 2026 20:36 , af Kirsten Besendahl

Kære medlemmer

Afslutningen på sæsonen nærmer sig, og snart har vi standerstrygning og FEST! Det og meget mere kan du læse om i dette nyhedsbrev:

  • På med vesten
  • Standerstrygning
  • Klubtøj
  • Svømning
  • Ny kapkajak
  • Generalforsamling

Månedens foto: Ejgil Knæhus vandt sølv i K4 500 meter ved DM (han ses bagerst i kajak nr. 9). Kæmpe tillykke til Ejgil.

På med vesten

I perioden 1. oktober til 30. april skal du altid bære svømmevest, når du er på vandet.

Standerstrygning

Lørdag den 24. oktober kl. 14 runder vi denne sæson af på festlig vis. Vi fejrer årets mest flittige roere, når kilometerpokalerne overrækkes, vinderen af årets handicapløb bliver hyldet, og sammen finder vi det medlem, som har gjort sig fortjent til ”Poppes pokal” - pokalen for godt kammeratskab. Der er naturligvis kaffe og kage.

Aftenen byder på et brag af en fest med masser af filmstjerner - husk at tilmelde dig senest den 10. oktober.

Klubtøj

Frem til den 11. oktober kan du bestille det flotte klubtøj med logo. Bestillingssedlerne ligger i køkkenet.

Svømning

Tirsdag den 27. oktober begynder svømning i Humlehøjhallen. Unge under 18 år kan svømme fra kl. 20.00, voksne fra kl. 20.30 og frem til kl. 22.00. Det er hver tirsdag frem til april, dog lukket i skoleferier – tjek klubbens kalender. Og så er det ganske gratis for klubmedlemmer.

Ny kapkajak med støtte fra Norlys

Vi har netop fået en ny kapkajak med støtte fra Norlys Vækstpulje. Den vil blive stillet til rådighed for Ejgil Knæhus, som træner ihærdigt for at gøre sig gældende på topplan. Det er mange år siden, at SKK sidst har haft en roer på eliteniveau, men tilbage i historien har vi faktisk haft en roer på landsholdet. I dag kan vi ikke stille de rette faciliteter til rådighed for træning på eliteniveau, men vi kan gøre lidt for at hjælpe Ejgil på vej, og det er vores ihærdige Sponsorudvalg lykkedes med i en ansøgning til Norlys.

Ejgil blev bidt af kajakroning som 13-årig, da han begyndte at ro sammen med sin far. Sidste år gik han i 10. klasse på Silkeborg Efterskole, som har en elitekajaklinje, hvor eleverne trænes af professionelle trænere fra Silkeborg Kajakklub. Klubben har et stærkt elitemiljø, og medlemmer af klubben har taget medaljer ved både VM og EM. Det har givet Ejgil gode muligheder for at afprøve sit talent og erfare, hvad træning på eliteniveau kræver. Han har fokuseret på kortbane sprint, hvor distancerne er mellem 200 og 5000 meter. Han er blevet Team-Danmark godkendt og tilknyttet Elite Silkeborg, så han kan tage sin studentereksamen på HHX på særlige vilkår. Det giver mulighed for at kombinere kajakroning på eliteniveau og gå i skole. Selv om han træner i Silkeborg, stiller han stadig op til stævner for Sønderborg Kajak Klub. For det er jo her han kommer fra.

Generalforsamling

Datoen for næste års generalforsamling er nu lagt i kalenderen: 23. februar 2027. Hvis du har forslag, som du ønsker behandlet på generalforsamlingen, skal du indsende det skriftligt til bestyrelsen senest den 15. januar 2027.