Ny kajaksæson, nye begynderhold - Hjælp med at sprede det gode budskab!

25. februar 2026 20:59 , af Nanna Cecilie Madsen

En ny kajaksæson venter lige om hjørnet, og nu kan DU hjælpe med at gøre kommende medlemmer opmærksomme på forårets begynderhold og infoaften den 25. marts.

Wuhuu! Vi kan næsten ikke få pagajen ned!

Sådan kan du hjælpe:

  1. Del vores nye digitale plakater online, på din arbejdsplads eller andre relevante steder, hvor du har adgang. De findes i tre udgaver – heraf én på engelsk. Du finder dem alle tre vedhæftet.

  2. Du kan også hænge plakaten op fysisk. Alle tre udgaver kan hentes i klubhuset i professionel trykkvalitet (A4). Du er også velkommen til selv at printe de digitale plakater. OBS: Notér venligst på listen i klubhuset, hvor du hænger plakater op, så vi undgår at hænge dem de samme steder.

  3. Som noget helt nyt har vi i år fået trykt postkort – med samme budskab, men i en smart, lille størrelse, der giver nye muligheder for uddeling. I klubhuset kan du hente postkort i tre forskellige designs samt en engelsk version. De kan lægges i en lille stak som alternativ eller supplement til plakaterne eller deles ud ved arrangementer – eller når snakken falder på kajakroning, hvor du færdes.

Giv gerne et praj til Lise på lisepedersen59@gmail.com, hvis der er ved at være lavvande i beholdningen af materialer.

OBS: De fysiske materialer er kun tilgængelige for medlemmer, men har du familie eller venner, der gerne vil hænge en plakat op eller dele postkort ud, må du selvfølgelig meget gerne hjælpe dem.

Tusind tak for din opbakning!

På vegne af SKK,
Nanna Cecilie Madsen