Nyhedsbrev april 2026

1. april 2026 16:49 , af Kirsten Besendahl

Kære medlem

I dette nyhedsbrev kan du læse om:

  • Sommersæsonen er i gang
  • Vi har brug for din hjælp
  • Kontingentbetaling
  • Årets begynderhold
  • Det er ikke en aprilsnar...

Sommersæsonen er i gang
I lørdags hejste vi standeren og bød sommersæsonen velkommen. Hvor var det dejligt at se så mange nye og gamle klubmedlemmer – og især at en gruppe af sidste års begyndere startede ud med en fælles tur på vandet. Det lover godt for en fantastisk sæson! Vi fik også præsenteret klubbens nyeste kajak – en Frej havkajak.

Selv om der står ”sommer” i overskriften, skal du fortsat bruge svømmevest frem til 1. maj.

Har du holdt pause i vinter og synes, at det kan være lidt svært at komme i gang igen, kan det være en god idé at tage afsted et par stykker sammen, eller tage med til en af de faste ugentlige aktiviteter:

  • Mandag kl. 18: rotur med madpakke
  • Søndag kl. 10: ”Sved på panden”, hvor nogen giver den fuld gas, og andre nyder en stille tur på vandet.

Tirsdag den 14. april kl. 17 er der Aktivitetsaften, hvor vi hjælper hinanden med stort og småt, så vores materiel og klubhus er i god stand. Kom og vær med – vi slutter af med hyggelig fællesspisning.

Der bliver løbende tilføjet flere aktiviteter i kalenderen, som du finder i GoMember app'en og på hjemmesiden.

Vi har brug for din hjælp
Sammen med vores naboklubber inviterer vi Sønderborg til Verdens Ende den 16. maj. Det er en virkelig god mulighed for at vise kajaksporten og vores fantastiske klub frem. Vi har brug for din hjælp, og du kan være med, uanset om du har et eller 20 års erfaring!

Læs mere her: Find arrangementet i klubbens kalender og se, hvilke opgaver du kan vælge imellem. Det er også her du tilmelder dig som hjælper.

Kontingentbetaling
I dag, den 1. april, er frist for at betale kontingent.

Hvis du har valgt automatisk betaling, vil du modtage en kvittering (tjek evt. spam/uønsket mail). Enkelte har oplevet, at den automatiske betaling ikke er sket – er det også tilfældet for dig, skal du selv sørge for at gennemføre betalingen.

Hvis du ikke har valgt automatisk betaling, har du modtaget en opkrævning med link til betaling.

Der har desværre været udfordringer med kontingentopkrævning via vores nye medlemssystem. Hvis du er i tvivl om, hvad du skal betale og hvordan du kan gøre det, er du velkommen til at kontakte klubbens kasserer.

Årets begynderhold
Den 25. marts havde vi informationsaften, hvor interesserede kunne høre om kajakroning og vores begynderkurser. Der var mange fremmødte, og der er p.t. 21 tilmeldte til vores kurser – et varmt velkommen til jer!

Vi har to havkajakhold og to turkajakhold. Der er stadig ledige pladser, så kender du nogen, som gerne vil ro kajak, kan du roligt sende dem ind på vores hjemmeside, hvor man kan tilmelde sig.

Tak til alle jer, som har hængt plakater op og delt postkort ud i hele byen. Det gør, at vi bliver synlige som klub.

Det er ikke en aprilsnar...
...nej, det er ganske vist, at der blev set adskillige marsvin i vores rofarvand i dag. Endnu en god grund til at tage på vandet.

Rigtig god påske!