Nyhedsbrev for februar 2026

3. februar 2026 16:28 , af Kirsten Besendahl

Kære medlemmer

Generalforsamling den 26. februar

Indkaldelsen til årets generalforsamling er sendt ud. Du kan finde den i GoMember-appen, på hjemmesiden (login) og i din email indbakke.

Vi håber at se dig denne aften. På programmet er bl.a.:

Bestyrelsen foreslår, at der oprettes to nye udvalg - et Husudvalg med fokus på den daglige drift/husholdning i vores klubhus, f.eks. indkøb af kaffe og rengøringsmidler, overblik over rengøring m.m., og et PR-udvalg med fokus på at fortælle de gode historier, tiltrække nye medlemmer, give vores sponsorer berettiget omtale og synlighed m.m. Formålet er en bedre organisering af opgaver, som lige nu løses af enkeltpersoner fra gang til gang.

Valg af ny formand, bestyrelsesmedlemmer og udvalgsmedlemmer - overvej gerne, om du kunne have lyst til at være med i bestyrelsen eller i ét af udvalgene:

  • Har du lyst til at arrangere spændende fællesture, sociale aktiviteter etc. i Aktivitetsudvalget?
  • I Tur-/sportskajakudvalg, Havkajakudvalg og Kapudvalg er du med til at sørge for, at vi har en passende bådpark og udstyr, tilbud om træning og teknik, at vi har instruktører og det rette kursusindhold m.m.
  • Har du sans for håndværksmæssige opgaver, kan du hjælpe med reparation af vores kajakker og vedligehold af bygning, bådebro etc. i Materieludvalget.
  • Vælg Sponsorudvalget, hvis du har en skarp pen eller et godt blik for, hvor vi kan søge penge til nyanskaffelser, kurser m.m.
  • I Begynderudvalget kan du være med til at organisere infoaften, svømmeprøve, plan for begynderkurser, og hvad der ellers skal til for at tage godt imod vores begyndere.
  • Samt Husudvalg og PR-udvalg, hvis forslaget bliver godkendt.

Hvis du vil vide mere om bestyrelses- eller udvalgsarbejdet, så spørg en af de nuværende medlemmer - navnene finder du på hjemmesiden.

 

Kommende aktiviteter

I den bidende kulde kan det være svært at forestille sig, at det bliver forår igen. Men det gør det, og du kan glæde dig til Standerhejsning lørdag den 28. marts kl. 14.00.

Der er masser af liv i klubben indtil da - du finder klubbens  Kalender på hjemmesiden og i GoMember APP'en - og her finder du alle planlagte aktiviteter: Fællesroning (obs! Vinterroningsreglement), svømning, bowling, Brætspil-aften, Aktivitetsaften… Kom og vær med!

 

Vinterroning

Vandtemperatur lige omkring frysepunktet, lufttemperatur med kuldeindeks -10 gr. Så er det en god idé at følge de gode råd i klubbens egen regelbog og Søsportens Sikkerhedsråd.

 

Log ind på hjemmeside og download GoMember App

www.sonderborgkajakklub.dk har nu sider, der kun kan ses af medlemmerne. Log ind i menuen i øverste højre hjørne. Hvis du ikke kan huske dit kodeord eller brugernavn – så kan du altid bruge funktionen ”glemt kodeord”. Du kan også downloade GoMember App til din telefon.

Med vinterlig hilsen

Bestyrelsen